Om os

Fra drøm til virkelighed
"Hvor fedt kunne det ikke være, bare at sejle ud i verden i sådan én?" Sådan sagde Thomas til mig en sommerdag tilbage i 2017, mens vi sad på stranden ved Frederikssundsbroen og spiste is, mens børnene legede i vandkanten. Ude på vandet sejlede flere sejlbåde.
"Det kan vi da godt", var mit svar.
Hverken Thomas eller jeg havde forstand på sejlbåde. Vi havde begge fuldtidsjob - Thomas var selvstændig ejendomsmægler og jeg er uddannet jurist og arbejdede som anklager. Vi havde tre børn, hus og to biler, og livet var egentlig meget godt. Bortset fra tiden. Vi havde alt for lidt tid til hinanden - til at være en familie. Og det var netop denne manglende tid, der havde udløst en længsel i os begge. En længsel efter frihed. Frihed til at bryde ud af det popurlære hamsterhjul, så vi kunne være herre over vores egen tid.
I den efterfølgende tid snakkede vi os mere og mere varme på idéen. Men hvordan skulle vi kunne føre det ud i livet. Vi havde ingen sejl-erfaring, ingen båd og hvad med økonomien?
Vi begyndte at læse en hel masse om langturssejlads. Vi meldte os ind i FTLF (Foreningen til langturssejladsens fremme), og så deltog vi i flere kurser, bl.a. vedrørende praktisk sejlads. Vi meldte os også ind i Lynæs sejlklub og deltog som gaster i onsdagssejladsen. Vinteren 2018/2019 tog vi duelighedsbevis i Lynæs sejlklub, efterfulgt af et VHF-kursus. Thomas tog desuden både yachtskipper af 3. grad og af 1. grad uddannelsen samt et motorlære-kursus.
Vi bevægede os mere og mere ind i sejler-verdenen og havde nu taget beslutningen om, at vi ville føre vores (skøre) idé ud i livet. Men hvad med båden? Hvilken skulle købe - hvor stor skulle den være, hvilket mærke skulle det være, og ikke mindst, hvor dyr var den.
Vi havde været ret heldige med først et salg af vores lejlighed på Frederiksberg, og ligeledes da vi solgte vores hus i Ganløse for at få råd til projektet. Vi kiggede mange steder efter den rette båd - vi var flere steder i Danmark og i Sverige, og i påsken 2019 rejste vi også til Kroatien for at se på både. Men skæbnen ville, at vi fandt vores båd i den anden ende af Isefjorden i Holbæk - et par timers sejlads fra vores havn, Lynæs.
Vi købte båden samme weekend som vi flyttede ind i et fremlejet hus og ugen efter flyttede vi ind på båden for at holde sommerferie i 4 uger.
Efteråret 2019 gik med planlægning mv. idet vi havde besluttet at starte vores eventyr i starten af sommeren 2020. Men så kom Corona og ændrede alle vore planer. Efter flere søvnløse nætter besluttede vi at udsætte vores rejse 1 år. En beslutning der var rigtig hård at tage, men som viste sig at være den hel rigtige.
For efter en fantastisk lang sommerferie i båden rundt i Danmark, hvor vi fik styrket vores sejlkundskaber, har vi nu brugt hele efteråret og vinteren på at gøre os selv og båden klar til afgang. Vi har to do lister der er flere kilometer lange, og da alt er nyt for os, tager tingene bare dobbelt så lang tid.
Men nu er vi næsten i mål. Thomas har fået orlov fra sit arbejde med udgangen af februar 2021, og jeg er ligeledes bevilliget orlov fra mit arbejde, og har sidste arbejdsdag i midten af april.
Det giver os et par måneder til at blive helt klar. Til at gøre båden så sikker som overhovedet muligt, til at sælge vores to biler og (næsten) alt hvad vi ejer og har, til at ordne alt det administrative, til at få alle vores vaccinationer og foretage nødvendige indkøb, og til at sige farvel. Det sidste bliver nok det sværeste. Men vi håber I vil følge med her på bloggen og dele vores oplevelser sammen med os - og måske vi ses et sted ude i verden. Zeester har altid plads til gaster.
Med afgang fra Lynæs Havn lørdag den 29. maj 2021 vinker vi farvel til Danmark og siger hej til verden!

Thomas
Thomas er 44 år og er bådens skipper.
Han er uddannet i duelighed, VHF, har taget motorkursus, og er yachtskipper af både 3. og 1. grad.
Thomas er desuden bådens maskinmester og alt-mulig-mand og har næsten altid gang i mange projekter.
Og så bager Thomas de bedste rugbrød!
Thomas´ højeste ønske er at fange en MahiMahi.

Cecilie
Cecilie er 39 år og er bådens 1. styrmand.
Hun er uddannet i duelighed og VHF, og så har hun prøvet mand-over-bord øvelse på egen krop (ufrivilligt),
Cecilie er desuden bådens rengøringsassistent, og så har hun styr på radiokontakten til land.
Cecilie fungerer også som bådlærer for bådens børn. Og så holder hun styr på alt administrativt.
Cecilies højeste ønske er at undgå søsyge!

Lærke
Lærke er 17 år og deltids-matros.
Hun bliver boende i Danmark, men flyver ud til os i verden ind imellem og hopper ombord.
Lærke elsker at danse og sidde på dækket med en bog.
Og så laver hun den bedste hjemmelavede sushi og er verdens bedste storesøster.
Lærkes højeste ønske er uendelige mængder internet.

Asta
Asta er 10 år og fuldtids-matros.
Hun går i båd-skole og har daglige pligter på båden. Asta er fender-ansvarlig, og så er hun den mest søstærke af alle på båden.
Hun elsker at være aktiv og er en rigtig vandhund.
Astas højeste ønske er at se delfiner og store havskildpadder.

Johannes
Johannes er 6 år og fuldtidsmatros.
Han går i båd-skole og har daglige pligter på båden. Han er endvidere ansvarlig for at spotte fisk i vandet.
Johannes er nysgerrig og elsker at gå på opdagelse i naturen. Og så er det bedste han ved, at fange fisk med sin far.
Johannes højeste ønske er at se øgler og andre krybdyr.