At komme “hjem”

Efter nogle skønne uger på Martinique, var det tid at komme videre. Med båden fyldt til randen af mad og en nyrenset bund (tak for maraton-arbejdet, Thomas🥰), gled vi ud af bugten ved Fort de France. Sejlene stod næsten perfekt med en skøn medvind som lovet i vejrudsigten - det tegnede til en fantastisk tur de næste 5-6 timer til St. Lucia. Men så ramte vi det åbne hav mellem øerne, og vores trofaste ven - modvinden - var atter hos os. Det er åbenbart en følgesvend vi ikke sådan slipper af med😬 Modvind og bølger var dog hurtigt glemt, for en halv sømil fra vores båd så vi pludselig et gigantisk plask i vandet - ligesom ved en bombesprængning i vand, forestiller jeg mig. Og et halvt minut efter, da vi alle fire sad med blikket stift rettet mod plasket, sprang en hval større end vores båd op af vandet, vendte en halv gang i luften og ramte vandet, igen med et stort plask efter sig. Dette gentog den engang mere før den forsvandt ned i dybet. Det var en magisk oplevelse, og især Asta var “starstrucked”🐳 Vi tror det var en pukkelhval, pga størrelse, farve og de karakteristiske “riller/striber” under hagen. Og selvom denne oplevelse var mere end nok for os, så blev vi mødt af en stor flok delfiner - 40-50 stk. - lige inden vi nåede St. Lucia. Vi føler os (igen) meget heldige🙏🏻

Og så kom vi “hjem” til Rodney Bay - stedet som tog imod os efter vores atlanterhavskryds. Vi valgte at gå i havn for at få ladet vores strøm på båden helt op, samt få fixet et par ting på båden, som altså bare er nemmere når man kan tage broen i brug. Og Asta og Johannes var glade - gratis wifi, gratis pool og ingen skole, da mor og far havde travlt med bådarbejde🙌🏻🙌🏻🙌🏻

Det er svært at tage fra et sted, hvor man er glad for at være. Så det blev til en uges tid på St. Lucia, inden vi vendte stævnen mod St. Vincent og Grenadinerne. Her gjorde vi stop i Wallilabou bugten, hvor en del af den første “Pirates of the Caribbean” film er optaget. Vi så filmen sammen forinden, så det var sjovt at sejle ind i bugten og forsøge at genkende stedet. Vi så den berømte skelet-klippe fra en af de første scener i filmen - men det blev desværre ikke til et møde med Jack Sparrow💀🏴‍☠️🤷🏻‍♀️ Inden vi kunne sejle videre, trak jeg det korteste strå, og måtte en tur til tops i masten, da låsen til vores fald i storsejlet knækkede under sejladsen hertil - 21 meter i en gyngende mast er MEGET højt, skulle jeg hilse og sige 😱 Men problemet blev fixet, og vi var klar til endnu en sejlads.

Nu ligger vi så i skønne Bequia igen og har masser af tid. Denne gang bliver det dog uden alle de skønne mennesker vi tilbragte tid sammen med her sidst, da mange af de andre både er ved at gøre klar til hjemturen over Atlanten. (Vi savner jer s/y Mayol❤️) Det føles derfor lidt som at starte et nyt kapitel i vores eventyr - Vi går igang med år 2 lige om lidt, med nye steder, nye bekendtskaber og nye fantastiske oplevelser. Vi glæder os vanvittigt⛵️🏝☀️❤️