- Cecilie Swartz Bak
Atlanterhavet venter
Vi gør det! Vi krydser Atlanterhavet⛵️ 3-4 uger fra Las Palmas til St. Lucia😅 Tiden i Las Palmas er slut, og vi har været igennem hele følelsesregisteret - den ene dag har vi været fuldstændig ovenpå og kan erobre hele verden, og næste dag har alt set uoverskueligt ud. Men dette er vel livet - i begrebets fineste forstand. Selvom vi er på vores livs eventyr og har taget vores hverdag i egne hænder, så kommer der til tider modgang. Det har vi oplevet et par gange nu. Heldigvis har der været langt flere gode, sjove, skønne, fantastiske og uforglemmelige stunder. Det betyder, at vi også denne gang er kommet ud på den anden side og har lyst til at fortsætte vores eventyrlige jordomsejling⛵️
Zeester har været på land i 14 hårde dage. På strækket til Madeira opdagede vi, at roret sad løst. Dette skulle selvfølgelig fixes. Men intet her på Grand Canaria går hurtigt! Da vi endelig havde fået tid til at komme på land, oplevede vi ventetid på levering af reservedele, særligt pga. et absurd toldsystem her på øen samtidig med en værftchef som var presset, brugte store armbevægelser og ikke var specielt glad for kvinder🤷🏻♀️ Da tingene så allermest sort ud, troede vi ikke på at det ville lykkedes os at blive klar til ARC’ens afgang over atlanterhavet. Men som så mange gange før, kan tingene vende på en dag. Pludselig var vi klar til at komme i vandet - og med nu kun 5 dage til afgang, havde vi pludselig travlt med alle forberedelserne🙉 Thomas og jeg var enige om at vi var nødt til at have nogle ekstra hænder ombord til især nattevagterne. Og vi har været så heldige at få fat i Amanda hjemme fra Danmark og Markus fra Tyskland. Begge har sejlet før og de er så søde og rare og er bare naturligt kommet ind i Zeester-familien😊
Det er også en fantastisk oplevelse for os at deltage i ARC’en. Her er en helt særlig stemning i havnen og især her på børnepontonen hvor vi ligger. 31 lande deltager, og vi har nu bådvenner i både Canada, New Zealand, England, Schweiz og mange andre lande🌎 Derud over er det også en tryghed for os, at være en del af dette store event. Zeester er blevet udstyret med en ekstra gps-sender, som sender vores position hver 4. time på hele turen til St. Lucia, og hvor nogle kyndige mennesker på ARC-kontoret holder godt øje med os. I kan downloade appen YB Races og følge os på hele turen😊 Og så er det også bare rart at vide, at selvom vi måske mister de andre både af syne allerede efter det første døgn, så er der en masse andre både derude på det store hav med kurs mod samme sted som os🙏🏻 Vi har knoklet de sidste par dage for at blive klar - Vi har handlet STORT ind, ryddet op, gjort rent, vasket tøj, arrangeret sejl, lavet småprojekter mv. Og alt dette bliver bare 1000 gange sjovere, når man får surprice-besøg af verdens bedste LP og Gitte hjemme fra DK, som straks træder til og er med til at sørge for, at vi bliver klar til afgang i morgen. Klokken 13.00 går startfløjtet og vi tager hul på vores hidtil største udfordring - både fysisk og mentalt. Vi drømmer om et fantastisk kryds med god passatvind, en masse fisk på krogen, gode stunder sammen i cockpittet og ikke alt for mange squalls🙏🏻 Og så glæder vi os bare sindssygt til at se Caribien om 3-4 uger🌴☀️ Atlanterhavet - here we come🙌🏻🙌🏻🙌🏻