• Cecilie Swartz Bak

Bådskole

Bådskole er også et nyt fænomen man skal lære, når man tager på jordomsejling med børn. Hvad indebærer det, at gå i bådskole? Hvor tit skal man gå i bådskole? Hvad lærer man i en bådskole? Holder man frikvarter i en bådskole? Disse spørgsmål og mange flere har Asta og Johannes stillet os mange gange gange. Og vi prøver at besvare dem på bedste vis.


Men i bund og grund ved vi ikke hvad en bådskole er. Vi har selvfølgelig gjort os nogle tanker om det, og især hvordan vi sikrer, at børnene lærer "det de skal", så de ikke er fagligt bagud, når de kommer hjem og skal gå i almindelig folkeskole igen.


At melde børnene ud af folkeskolen for at overgå til hjemmeundervisning, var egentlig ret nemt - det krævede kun en e-mail til kommunalbestyrelsen. Og fordi vi er udrejst af Danmark, gælder de almindelige pligtige tilsyn ikke. Vi har dog alligevel været til møde med skolelederen på børnenes skole, som løbende vil udstyre os med lære- og årsplaner i de forskellige fag for de relevante klassetrin. Dette er vi meget taknemmelige for, da det vil gøre det en hel del nemmere at følge fagligt med deres klassetrin. Og så har vi indkøbt bøger, hæfter og andet undervisningsmateriale på Forlaget Delta samt Saxo, ligesom vi vil supplere med digitale forums.


Vi er begge af den overbevisning, at børn lærer bedst af lyst. Selvfølgelig skal de begge lære helt grundlæggende fundamental matematik, ligesom det, at kunne læse også er vigtigt. Men ellers tænker vi at bruge de omgivelser og den verdens-historie vi befinder os i, som afsæt i undervisningen. Vi tænker, at børnene meget af tiden er medbestemmende til deres læring - det er vigtigt, at de er nysgerrige, undersøger, indsamler information, og ikke mindst kan videreformidle et produkt til os - vel egentlig en projektorienteret undervisning.


Vi er faktisk ikke så bekymret for denne del af vores rejse. Vi vil gøre vores bedste for at være med til at udvikle vores børn, og vi er ret sikre på, at de kommer til at lære så meget mere, end hvis de sad i et klasselokale herhjemme i Danmark. At de oplever, at man kan leve på mange forskellige måder, og at der ikke er én måde der er den rigtige - så når de selv engang skal vælge deres vej i livet, at de har de bedste forudsætninger for at træffe dette valg.


Og legekammerater, ja, der er vi heller ikke så bekymret. Der er mange andre familier som os, som har begivet sig ud i verden med deres børn. Og i de seneste to sommerferier, hvor vi har sejlet rundt i båden, der har børnene fået en masse nye venner i de forskellige havne - de er heldigvis begge meget åbne og nysgerrige børn og er ikke bange for at spørge om en legeaftale.


Johannes og Asta glæder sig i hvert fald til at starte i bådskole efter sommerferien - og ja, selvfølgelig har man også frikvarter i en bådskole :0)



93 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle