I fiskeriets tegn

De seneste par uger har fiskeri fyldt en hel del på Zeester🐟🐠🐡Thomas og Asta har (endelig) knækket koden til at få de små bæster til at bide på krogen - eller også har vi bare sejlet de rigtige steder🤷🏻‍♀️ Når vi ligger for anker, smider de chum (madding🤣) i vandet bagved båden ved solnedgang, og vupti så haler de den ene fisk ind efter den anden. Det er primært snappers de fanger - en hvid-fisk, som smager super lækkert stegt, kogt og som fiskefrikadeller. Med de mange fisk følger dog også, at en krog i ny og næ må skæres ud af Thomas hånd - men så er det jo godt, at jeg er selvudnævnt læge ombord, og at vi har operationsgrejet i orden👩‍⚕️🩹💉😅

Jeg har også måtte sande, at jeg nok bliver nødt til at finde en ny teknik til at komme fra dinghyen og op på båden. Det måtte gå galt en dag. Og det gjorde det så - selvfølgelig efter jeg havde fået et ferskvandsbad med sæbe (det sker sjældent!) og jeg havde iført mig en nyvasket kjole (det sker også sjældent!!). Pludselig forsvandt dinghyen under mine fødder og jeg landede fint i vandet🙉 Heldigvis er vandet jo ikke koldt, men jeg må nok gå i tænkeboks for at finde en ny påmønstrings-metode - og nu har jeg så fået kælenavnet “den 80-årige”🤷🏻‍♀️

Efter en uge ved magiske Tobago Cays, sejlede vi videre til naboøen, Union Island, hvor vi kastede ankeret i Chatham Bay⚓️ En rolig bugt, hvor der dog dagligt kom boatboys forbi og ville sælge lobster-dinner, frugt og meget andet. De var dog alle søde og venlige, og efter at være sejlet forgæves ud til os nogle gange forstod de, at det nok ikke var på Zeester de skulle bruge deres salgstricks, men hellere på de mange store charter-katamaraner, som i øjeblikket sejler rundt herude. Når vi fortæller dem vores historie om, at vi er sejlet helt fra Danmark, har solgt alt hvad vi ejer og har, ikke har arbejde, og nu bor og lever på båden, og derfor skal spare de penge vi har, hvis vi skal kunne fortsætte vores drøm, så smiler de og ønsker os god rejse😊

Dette havde de lokale dog lidt sværere ved at forstå, da vi sejlede videre til Clifton - hovedbyen på Union Island. Byen er utroligt hårdt ramt, bl.a. pga. covid pandemien, og på hvert gadehjørne blev vi tigget om penge - selv på custum-og immigrations kontoret blev vi bedt om at donere penge til en pige på øen, som havde mistet begge sine ben i en trafikulykke. Det er svært at se så meget fattigdom, uden at kunne hjælpe, men det gav anledning til gode snakke med børnene.

Vi sejlede videre til en hel anden yderlighed - øen Petit St. Vincent. En lille privatejet eksklusiv ø. Vi kunne på lang afstand se den flotte hvide sandstrand og vi glædede os alle til at komme derind. Vi blev dog pænt stoppet af en vagt ved dinghybroen som oplyste, at vi ikke måtte gå i land pga. covid😬 Så det blev til badning fra båden med lange blikke ind mod stranden, og så hev vi ankeret op igen dagen efter og sejlede videre til Carriacou - en ø som hører under den større ø Grenada. Nyt gæsteflag 🇬🇩 er kommet til tops i masten under 1. salingshorn, og vi er nu klar til at udforske hvad dette nye land byder på❤️